Der er noget med kulde, is og suicidale guldfisk i det københavnske teaterliv for tiden. Fænomenerne optræder både på CaféTeatret i “Under is” og i Dansk Danseteater-regi med forestillingen “Frost”. Og snart kan vi også komme “Ud i kulden” på Nørrebro Teater.

Tim Rushton har inviteret koreografen Tina Tarpgaard indenfor i varmen på Hippodromen, hvor hun har fået lov til at lege med hans fantastiske dansere. En invitation som hun har kvitteret for med den spændende og anderledes danseforestilling ved navn ”Frost”.

Det måtte jeg da lige kaste et blik på, tænkte jeg. Ikke blot fordi forestillingen lød interessant, eller fordi jeg er stor fan af danserne fra Dansk Danseteater, men også fordi jeg faktisk har modtaget undervisning i moderne dans af Tina Tarpgaard for nu en del år siden. Så jeg var lidt nysgerrig efter at se, hvad hun havde fundet på.

Og hittepåsomhed var der masser af i denne forestilling, hvor infrarød lysteknologi og interagerende computergrafik var en integreret del af koreografien. Via specialudviklet software er grafikken i stand til at  fastfryse aftryk af dansernes bevægelser og efterlade dem i rummet som digitale skulpturer. Dermed danner danserne selv den grafiske scenografi omkring dem.

Det elektroniske lydlandskab og computergrafikken fremmaner et køligt og utilnærmeligt rum omkring danserne. De får dog langsomt men stødt så at sige brudt isen med deres dynamiske og legesyge bevægelser, deres varme berøringer af hinanden og via deres humor. En humoristisk fremført vals til Leonard Cohens varme stemme gør udslaget og isen begynder at smelte. En optøning der visualiseres ved hjælp af computergrafikken med gigantiske “dryp” fra oven. 

Ja, det lyder abstrakt og var det også – som det så ofte er i moderne dans. Og meget opfindsomt og æstetisk flot.  Desværre efterlod forestillingen som helhed ikke noget mærkbart aftryk i mig i form af sindstilstande, følelser eller stemninger. Men jeg nyder altid danserne fra Dansk Danseteater. Udtryksfulde Stina Mårtensson er min favorit, og Minna Berglund betager i den grad også med sine lange lemmer og finurlige katteøjne.

Hvad: Danseforestillingen “Frost”  
Hvor: Hippodromen
Hvornår: 23. oktober – 13. november
Billetter: Billetnet

“Det er sådan en forestilling, der får en til at tænke, at meningen med livet er at gå i teater! “, skrev en af mine FB-veninder som kommentar til min meget begejstrede statusopdatering:  ”er stadig helt oppe at køre over H3K på Republique! Og deres seje spejltelt!”

Jeg var virkelig høj på teater og glad i låget flere dage efter at have oplevet H3K på Republique. Fordi det var så gennemført et koncept, der holdt hele vejen igennem, fordi skuespillerpræstationerne var eminente og fordi det hele var så løssluppent og fyldt med energi, ordekvilibrisme, musik, sang og latter. Og fordi et hold af potente mænd, iført undertrøjer og gummisko, kastede sig kærligt ud også i at spille alle kvinderollerne i Shakespeares “Helligtrekongers aften” – det var über morsomt og helt igennem eminent!

Du husker måske “Flammens muse”, som blev hædret med en Reumert-pris i 2008…? Det var skuespillerne Lars Mikkelsen og Thomas Magnussen, som sammen med instruktøren Barry McKenna og musikeren Klaus Risager udtænkte konceptet, som gik ud på at lave en nyfortolkning af Shakespeare. Det resulterede i en dybt original, enkel og vittig forestilling, som nød stor succes.

Tænk at de fantastiske 4 (altså Mikkelsen, Magnussen, McKenna og Risager) turde kaste sig ud i en 2′er! Det gjorde de heldigvis, og inviterede yderligere 4 sprælske skuespillere med til at udvikle H3K, nemlig Morten Hauch-Fausbøll, Peder Holm Johansen, Benjamin Kitter og Kenneth Müller Christensen. Og det gjorde de klogt i. For er du gal, hvor det swinger, når d’herrer folder sig ud i forvekslingskomedien, hvor intet er helligt og alt udsættes for holdets befriende legesyge undersøgelse af kærlighedens krumspring og af mandens og kvindens driven gæk med hinanden i kærlighedens, liderlighedens og forskellige afarter af begærets navn. Der er en livsbekræftende gøglerglæde og en “spæn ud i dit liv og lev det!” over forestillingen, som er sprælsk og veloplagt fra start til slut.

Det stemningsfulde Spejltelt – som i øvrigt er rundt ligesom Shakespeares Globe Theatre i London - er et genialt koncept, som holdet udnytter til fulde ved at drøne op og ned mellem publikumsrækkerne, og ved at skuespillerne fra tid til anden finder en ledig stol at sætte sig på, mens de betragter de andre spillere på scenen og kommer med tilråb. Det fungerer super godt og er med til at sætte fut i publikum, der er placeret hele vejen rundt om scenen.

Det mest fantastiske er, at forestillingen ikke behøver en masse rekvisitter og  scenografi for at lykkes. Alt overflødigt er skåret væk. Det er ene og alene skuespillernes mestring af skuespilkunsten, der får det hele til at koge og får den sprængfyldte Spejlsal til at juble af fryd over teater, der virkelig rykker noget.

Særligt vil jeg fremhæve den langbenede Mikkelsen, som jeg simpelthen ikke kan stå for! Han har så meget charme og finesse og så mange tangenter at spille på. Og så er han ustyrligt morsom som den gnavne gamle hushovmester, der bliver elskovslysten og pludselig giver sig til at spankulere rundt i gule underbukser og lange sorte strømper, mens han øver sig i at smile kælent til sin udkårne. Det er humor! Jeg var ihvertfald ved at trille ned af stolen af grin.

Også den bredskuldrede og skæggede Kenneth Müller Christensen var eminent og morsom i rollen som den nuttede kammerfrøken. Og Morten Hauch-Fausbøll imponerede ved smidigt at veksle mellem rollen som den enfoldige Andreas Blegnæb, som med overbid og naivitet i øjnene kunne få publikum til at grine uden at behøve sige noget og som den forelskede, flotte fyr, Hertug Orsini, som tydeligvis var Blegnæbs diametrale modsætning.

Fænomenet Klaus Risager leverer musikken og fungerer som naren i stykket, der smyger sig ind og ud af handlingen og kommenterer den med sin besnærende stemme, sine til tider kælne og til andre tider dæmoniske sideblikke og med sine melodier, der bl.a. spilles på sarte citarstrenge. Jo, han er et spændende kapitel for sig.

Som min veninde sagde - efter at vi med store smil og tøsefnis, havde sagt “tak for i aften” til Lars Mikkelsen og co. som stod udenfor Spejlsalen efter forestillingen og smilede til de mange gymnasieelever, der var i teatret den aften – “den sidste forestilling, vi så, var da god, men det her, det rykkede da virkelig noget!!”

Og lige der kunne jeg overhovedet ikke komme i tanke om, hvilken forestilling vi sidst havde set - jeg havde kun H3K på nethinden.

Hvad: H3K – hvad I vil
Hvor: Republique, Spejlteltet på Øster Fælled Torv
Hvornår: 25. september – 7. november
Billetter: www.republique.dk

Oh hvilke skuespillerpræstationer, hvilken fantastisk modernisering af den gamle Ibsen - hvilken herlig oplevelse i det smukke Skuespilhus på denne mørke regnvejrsaften i oktober!

Som du nok har forstået, var jeg i den grad solgt til stykket med den ellers så kedelige titel “Bygmester Solness” – det lyder ikke ligefrem som en sexet sællert, vel? Men både Christoffer Berdals modernisering af den store Hr. Ibens drama fra 1892, Birgitte Mellentins cool og helt igennem gennemførte scenografi på drejescenen og ikke mindst Henning Jensens og Signe Egholm Olsens skuespillerpræstationerne var helt i top! 

Forestillingen handler om den aldrende Bygmester Solness, som desperat og med en vis paranoia klamrer sig til sin store succes og på kynisk vis manipulerer med sin omverden for at undgå at yngre kræfter skulle vælte ham af pinden – eller skulle man sige piedestalen. Samtidig plages han af dårlig samvittighed over at være nået til tops som arkitekt på grund af en brand, der blev årsagen til hans to børns død og et kuldsejlet ægteskab. Handlingen udspiller sig i det stilfulde, arkitekttegnede hus uden strejf af hygge men med en overfladisk coolnes, der understreger kulden mellem Bygmesteren og hans kone, spillet af Tammi Øst.

Jeg ved næsten ikke noget værre end moderniseringer af klassikere, hvis de er moderniseret blot for moderniseringens skyld og skuespil på kanten af det manierede. Og her var fare for begge dele, fortalte mine alarmklokker mig. Men de fik heldigvis ingen grund til at bimle og lyse rødt, for her var den moderne iscenesættelse helt på sin plads og Signe Egholm Olsens fysiske og kraftfulde skuespil var i den grad fængslende og uforglemmelig.

Forfriskende, fræk og smidigt smyger den unge  Signe Egholm Olsen sig rundt om Henning Jensens samvittighedsplagede og ensomme Bygmester Solness. Som en deus ex machina dukker hendes Hilda-karakter op som ud af det blå og vender op og ned på det hele. Er denne rødhårede furie  personificeringen af hans samvittighed, af hans dæmoner eller drømme – eller af det hele på én gang? Der er teater, som skal opleves og optages med sanser og følelser, og så er der Ibsen, som man får lov til at spekulere over i lang tid. Jeg spekulerer stadig og er stadig høj på en enestående teateroplevelse.

Hvad: Bygmester Solness
Hvor: Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Hvornår: 16. oktober – 22. december
Billetter: Billetnet

Cool ser hun ud på billedet ovenfor. Men når Mille Dinesen spiller ”Babe” i forestillingen “Uterus” på Husets Teater, holder hun ikke på formerne. Jeg sad på en af de forreste rækker med frit udsyn til scenen, hvor denne Babe rendte rundt iført hudfarvet bh, trusser, nylonstrømper og knæbeskyttere mens hun vrængende, råbende, flæbende og flirtende bevægede sig længere og længere ud mod kanten af afgrunden for til sidst at balancere rundt derude.

“Jeg forlader dig”, siger Babe til sin kæreste i starten af første akt. Hun elsker ham stadig, og han forstår naturligvis ikke, hvorfor hun så vil gå. Hun har tilsyneladende mistet sig selv og vælger derfor at forlade sit liv for at søge efter noget, som hun ikke ved, hvad er.  

Fuld af desperation er denne moderne kvinde. Og fuld af lidelse, angst, håb og håbløshed er hendes rejse ind i en grotesk, dunkel og absurd verden. Her møder hun liderlige aber, kyniske pushere, misbrugte trkkerdrenge med rød læbestift og udefinerbare, men skræmmende bøhmænd - alle spillet på skift af henholdsvis Mads Wille og Morten Burian. Babe lokkes med sex og euforiserende stoffer og kaster sig sanseløst ud i meningsløsheden, hvor vold og brutalitet er en del af kærlighedens væsen.

Nicolaj Spangaas scenografi er - ligesom stykket – mørk og rå med store stykker glas og forrevne spejle, der har en forvrængende effekt og som skiller forscenen fra bagscenen. Sceneriet ligger hen i halvmørke og tomhed uden møblement og uden andre rekvisitter end en bananskræl og nogle piller, der er tabt på gulvet og så en nøgen babydukke.  

Er det hele en drøm – eller nærmere, et mareridt? Eller går denne kvinde virkelig fra sit liv? Dramatikeren Dejan Dukovskis tekst er evigt tvetydig og instruktøren Alexa Ther sørger for, at stykket hele tiden balancerer på den knivsæg, der adskiller virkelighedens verden fra drømmens. Som publikum er man konstant i tvivl om, hvad der egentlig foregår. Hvem er alle disse mandeskikkelser? Hvad vil hun, denne kvinde? Hvad flygter hun fra, og hvor vil hun hen? Og det er vel netop det, der er pointen, for hun ved det ikke selv. Ved du?

Jeg gik ikke ligefrem opløftet derfra, men fuld af beundring over Mille Dinesens præstation. Her stod ingen forfængelighed eller blufærdighed i vejen for at turde kravle rundt på scenen, iført det rene ingenting, og krænge sjælen ud på karakteren Babe. Meget imponerende! Også d’herrer Wille og Burian gjorde det godt som de mange skræmmende og frastødende mandefigurer, der tjente henholdsvis mørkets stærke kræfter og det mere svækkede lys. Her var noget at tænke over, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på min gamle helt Samuel Beckett og hans groteske, mørke og absurde tekster, der altid kredser om den brutale meningsløshed og det tomme ingenting.

Hvad: “Uterus”
Hvor: Husets Teater, Halmtorvet 9, København V
Hvornår: 10. oktober – 18. november
Billetter: Billetnet

Det er efterår (jo, jo – for mig er det altså først vinter, når det både er mørkt, når jeg tager på arbejde og mørkt, når jeg kommer hjem. Uagtet at vi lige har stillet uret over på vintertid!) og efterår betyder masser af teateroplevelser. Jeg har for længst taget mine første bidder af sæsonens teaterkage, så nu er det vist på tide at få opdateret scenebloggen…

Jeg lægger ud med at erklære min kærlighed til Teater Grob, som endnu en gang har formået at rive mig ud af tid og sted med en af deres utroligt vedkommende og intense forestillinger. Hip hurra og tre af de lange, fordi Teater Grob nu har fået deres helt egen scene at boltre sig på!

De kan altså noget helt særligt, de Grob-folk! Sidste gang jeg så en af deres forestillinger, blev jeg så berørt, at jeg gav mig til at stortude og næsten ikke kunne holde op igen. Og ja - jeg er en følsom sjæl – men jeg har dog aldrig før oplevet at græde så meget under en teaterforestilling, som det var tilfældet, da jeg så “En plads i mit hjerte”. Det var så slemt, at skuespillerne fik øje på mig oppe fra scenen under applausen og så ganske bekymrede ud. Nå, nok om det…

Selvom det er makkerparret bag “En plads i mit hjerte”, der igen har været på spil, nemlig dramatikeren Andreas Garfield og instruktøren Per Scheel-Krüger, fik “Texas” mig ikke til at græde. Men jeg må da sige, at myoserne fik samlet sig i skuldrene, fordi jeg havde så travlt med at have ondt af de stakkels unge mennesker, der havde investeret 600.000 kr. i – ja ingenting – at jeg sad ude på kanten af stolen med skuldrene oppe omkring ørerne og med et tilbageholdt åndedræt. Pist væk var deres sparepenge, og pist forsvundet var muligheden for at købe en større bolig til når familieforøgelsen rykkede nærmere. Og meget tydede på, at også den unge, godtroende politimand, der havde “lånt” sin gravide kærestes arv til at investere i en oliekilde uden olie i, måtte sige farvel til kæresten og dermed også drømmen om kernefamilien i det fine lille hus.

Alt dette på grund af en psykopat i jakkesæt, meget overbevisende spillet af Thomas Levin, som fik det til at løbe mig koldt ned ad rykken, når han med sit store ulvesmil manipulerer både medarbejdere og journalister til at spille med på hans game. Næret af en drøm om at score den helst store gevinst og leve livet med villa i Hellerup og champagne og limousiner til firmafesten, har han og en ven etableret sig som storkriminelle businessmænd, der fører alle bag lyset. Deres virksomhed er nomineret til prisen som årets mest fremadstormende, unge virksomhed. Medarbejdere og investorer tror virkelig på, at de to venner sælger anparter i oliekilder, der fosser med guldglinsende olie, og at de vil få del i rigdommen. Men oliekilden er udtørret og investorerne får aldrig deres penge at se igen.

Stykket handler altså om en slags IT Factory-sag. I modsætning til Børsens og TV-Avisens dækning af lignende sager om økonomisk kriminalitet, skildrer Teater Grob på den mest hjertegribende facon, hvilke konsekvenser en Stein Bagger-agtig forretningsmodel kan have for såvel medarbejdere som investorer. Her ser vi “up front” hvordan en lille familie knuses på grund af en grådig forretningsmands ambitioner om rigdom og anerkendelse. Det er stygt! Og så er det yderst seværdigt, især fordi vi får en plausibel forklaring på, hvorfor virksomhedesejeren går så kynisk efter sin drøm på bekostning af andre menneskeskæbner. Og fordi bedraget og selvbedraget står så knivskarpt, takket være de flotte skuespillerpræstationer. Især er det en nydelse, endnu en gang at opleve Charlotte Muncks troværdige og utroligt nærværende og intense spil på en teaterscene. Også Troels Thorsen overbeviser i den grad som den unge, fortvivlede politimand, hvis verden er ved at styrte i grus.

Desværre spiller forestillingen ikke længere i denne sæson, men lur mig om så stor en publikums- og anmeldersucces sniger sig ind i repertoiret en anden god gang…

Efter at diverse forhindringer i ugens løb havde stået i vejen for, at jeg kunne komme i Politigården og opleve Copenhagen Summerdance, lykkedes det endelig i går. Sidste år blev begivenheden som bekendt ikke til noget pga. uløselige finansielle udfordringer for arrangørerne, så jeg havde længe gået og ventet på at få den helt særlige oplevelse det er, at se moderne dans i den smukke søjlegård en lun sommeraften.

Lun var aftenen ikke ligefrem, men heldigvis regnede det ikke, så vi fik set hele programmet, der bestod af seks forskellige koreografier. Jeg havde overtalt min kæreste til at tage med, så jeg håbede virkelig på et godt program, for der skal ret meget til for, at han synes, moderne dans er værd at bruge tid på. Havde det foregået alle andre steder end i den imponerende politigård, havde han helt sikkert også betakket sig for at tage med.

Desværre var første del af programmet temmelig langtrukkent. Der blev lagt ud med en storbykoreografi ved navn Berlin af Hofesh Shechter, danset af 11 dansere fra Skånes Danseteater i trist outfit og flere med dårlige kropsholdninger. “De ser ikke specielt ‘danseragtige’ ud”, hviskede min kæreste til mig, og jeg måtte give ham ret. Jeg synes, deres niveau var lavt, og koreografien fremmanede ingen følelser eller associationer hos mig. Min kæreste så helt lettet ud, da jeg hviskede det til ham. Så var hans opfattelse af dansen tilsyneladende ikke helt hen i vejret, når vi nu var to, der mente det samme. Det var kedeligt – også selvom der blev danset til dunkende houserytmer. Det satte ikke fut i storbykludene.

Niveauet steg betragteligt med Det Unge Dansekompagni, som dansede Marie Brolin-Tanis “Us”, der ifølge det fine, lille program vi fik stukket i hånden ved indgangen, baserer sig på koreografens egne oplevelser fra det uroplagede Beirut, foråret 2008. Mejse Vedel og Jonathan Sikell udførte en øm og fin duo, men jeg må indrømme, at heller ikke denne koreografi kunne få mig frem på stolekanten. 

Forhåbentlig ville det blive bedre efter pausen – som med sine 30 min. varede rigeligt længe, når vejret ikke var mere sommerligt end som så. Heldigvis havde vi taget et godt tæppe med og ekstra overtøj. Flere valgte at gå i pausen, hvilket var ærgerligt for dem, for der var gode oplevelser i vente. Og nu hvor mørket faldt på, kunne man for alvor nyde at se dansernes lange skygger smyge sig op ad de smukke søjler i den betagende politigård.

Den finske nationalballet åbnede anden del af programmet med en renæssanceinspireret koreografi med tre dygtige dansere. Nu begyndte det at ligne noget! Og da den usædvanligt langlemmede Minna Berglund fra Dansk Danseteater sprælsk og legesyg dansede sig igennem “Solo til Minna”, som Tim Rushton har skabt specielt til den nyuddannede danser, fik publikum endelig lyst til at huje og klappe. Alle var tydeligvis enige med Tim Rushton i, at denne Minna har et ganske særligt talent.

Nu vågnede vi pludselig og var klar til at gribe den næste godbid, som Dansk Danseteater kastede ud til os i form af Alessandro Souza Pereiras flotte “Crossing Silence”, udført af fire fantastiske mandlige dansere. De fremførte koreografien med en alvorsfuld intensitet og kraft, som skulle de bestå en mandomsprøve. Sikke en udtryksfuldhed! Endelig blev vi præsenteret for en koreografi, der virkelig fik sat gang i tanker og følelser. Her var noget på spil. Ikke så underligt at den vandt 1. prisen ved 23rd International Competition for Choreographers i Tyskland tidligere på året.

Aftenen sluttede af med uropførelsen af Tim Rushtons charmerende Jazz Impro med de to dejlige dansere Ana Sendas og Edhem Jesenkovic. Jakob Kullberg leverede på imponerende vis den levende jazzmusik, siddende på en stol midt på scenen med sin cello i skødet som var det en guitar. Anderledes, drilsk og forfriskende!

Det var helt sikkert Dansk Danseteaters aften både i forhold til valg af koreografi og dansere, som virkelig kan deres kram og har en sjælden udtryksfuldhed, kraft og elegance. Ikke mindst skinner deres danseglæde igennem i alle bevægelser og udtryk, hvilket er alfa og omga for publikums oplevelse af den moderne dans, som hurtigt går hen og bliver ligegyldig, hvis ikke danserne virkelig brænder for deres kunst og lader det komme til udtryk i kraftige energiudladninger, lidenskab og intensitet.

Fotos af Henrik Stenberg.

En gammel blå Fiat 500. En klovn med balloner på sin udtjente bedstefarcykel. Et gigantisk rødt telt, som viser sig at være kjolen på en dame med pudderparyk og teatralske armbevægelser. Et træ. En splitterravende nøgen konge med prangende kongekrone på en art tømmerflåde, der også huser en nar. En skraldemand med sin skraldespand. To gondollignende fartøjer styret af besynderlige væsener, hvoraf den ene er udstyret med såvel hængebryster som erigeret lem og bukkehorn på hovedet; begge kastende med ildkugler. En gigantisk seng med en lampe på sengegavlen og en roende skabning. Et lille torv med sin egen skæve lygtepæl.

En soldat i bronzelignende materiale, evigt pegende med sin maskinpistol; somme tider på sceneriet på vandet, andre gange på publikum.

Alt sammen flydende, sejlende, vuggende rundt på Sortedams Søen i skæret fra utallige fakler. Smukt. Gådefuldt.

Lirekassemusik på det elektroniske lydspor. Operasekvenser. Sælsom og mystisk, lidt uhyggelig cirkusstemning.

En cyklende engel med gigantiske, hvide vinger går pludselig op i flammer. Dystopisk.

Pludselig et hurtigt sejlende fartøj, styret af mørkklædte skikkelser, nærmer sig kongens tømmerflåde. Musikken bevæger sig mod house og technoinspirerede lyde med gennemtrængende bas.

Mere ild. Dommedagslignende scenarie. Fyrværkeri.

Som en dragende, ildevarslende, bizar drøm.

Jeg synes, det var sælsomt, smukt, urovækkende – og helt fantastisk!

Hvad synes du?

Hvad: Waterfools af den franske performancegruppe Ilotopie
Hvornår: 1/8 09 kl. 21:30
Hvor: På Sortedams Søen i København
Billetter: Gratis

Se hvad du (måske) gik glip af her

Der er ingen tvivl i mit sind: klokken 21.30 skal jeg stå ved Sortedams Søen, sådan cirka der ved Vinylbar og Den Franske Café for at opleve WATERFOOLS.

WATERFOOLS er magisk eventyrteater på vand, skabt af performancegruppen Ilotopie fra Marseille. Lydsiden har den elektroakustiske musiker Phil Spectrum stået for. Han mikser kraftfulde operastemmer ind i sine elektroniske lydspor og skaber derved en ganske særlig stemning til at akkompagnere denne forunderlige iscenesættelse på vand.   

Jeg glæder mig til en dragende, betagende og smuk oplevelse ved Sortedams Søen. Og der er mere i vente: WATERFOOLS markerer  nemlig åbningen af METROPOLIS – Festival for Kunst og Performance i Byens Rum.

Festivalen varer august måned ud og er spækket med kuriøse forestillinger, udstillinger og byvandringer – i alt 21 internationale og danske produktioner vil få det til at syde og boble hver dag rundt omkring i hele København. Oplev eksempelvis ubådsballet eller denne oppustelige lyslabyrint:

Hvad: METROPOLIS – Festival for Kunst og Performance i Byens Rum
Hvornår: 1/8 – 30/8 09
Hvor: Rundt om i København – læs mere på www.cph-metropolis.dk
Billetter: Det meste er gratis

Foto: Erik Andreasen

Vidste du at Tina Dickow spillede meget teater, da hun var yngre?

Forud for hendes medvirken i musik- og modeshowet Tunes On Fashion, som kan opleves den 8. august på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, har jeg stillet hende en lille håndfuld spørgsmål bl.a. om at spille koncert på en teaterscene og om hendes eget forhold til teater. 

Hvorfor har du sagt ja til at medvirke i Tunes On Fashion?

“Det virker som et seriøst og storslået projekt, der forhåbentlig vil være en flot og anderledes oplevelse for både kunstnere og for publikum.
Det er altid spændende at være med i noget, der krydser grænserne mellem kulturelle genrer.”

Hvad er din erfaring med at spille på en teaterscene?

“Jeg har spillet en del koncerter på teaterscener – senest “intim-koncerter” på Det Ny Teater og Østre Gasværk – og det er sådan set både godt og skidt. Det kommer an på, hvilket humør man selv og publikum er i. Det giver en mere andægtig og opstillet stemning, som nogle gang kan forstærke udtrykket, men andre gange tage kanten og vildskaben ud af en rock-koncert.”

Hvad er dit forhold til Det Kongelige Teater?

“Jeg har faktisk ikke noget særligt forhold til Det Kongelige Teater ud over at have været til enkelte forestillinger derinde. Men det skal blive spændende at få det at se fra scenen og omme bagved!”

…. Og til teater generelt?

“Jeg spillede selv meget teater, da jeg var helt ung og elskede det. Men første gang, jeg stod på en scene “som mig selv”, vidste jeg også, at det ikke var mig at skulle spille roller. Siden da har meget, nok alt for meget, af mit fokus ligget på musikken, og jeg er ikke dén, der holder mig mest opdateret inden for dans og teater.”

Kunne du forestille dig at medvirke i en teaterkoncert eller selv skabe en teaterkoncert?

“Jeg kunne godt forestille mig at skabe en teaterkoncert engang – det kunne være spændende at prøve at binde nogle større historier og linier op omkring musikken. Det er jo en helt anden palet af farver, man har at male med. Selv at medvirke i en teaterkoncert…? Hm. Jeg tror, jeg ville synes, det var enormt sjovt til en start, men jeg ville nok hurtigt komme til at føle mig klemt. Jeg er så vant til at arbejde på egen hånd og rejse og kunne gøre alting på musikkens præmisser. Inden for teaterverdenen er det jo et lidt tungere apparat, man bliver kørt ind i. Men man skal aldrig sige aldrig!”

Hvad er din vigtigste inspirationskilde?

“Min vigtigste inspirationskilde kan jeg kun forklare som mine egne filosofiske overvejelser omkring livet, og alt hvad jeg ser og hører og føler. Det er en grundlæggende sindsstemning af at være søgende. På en måde er min inspirationskilde stilheden og de tanker, der fylder den.”

Du spiller på turné for tiden, men har du også et nyt album i ærmet?

“Jeg spiller faktisk ikke turné i øjeblikket – bare sommerkoncerter, hvilket ikke er så afhængigt af plade-udgivelser. Jeg turnerer løbende en del i USA og Tyskland, men dér er mit seneste album først kommet ud i foråret.
Efter planen udgiver jeg et soundtrack sidst på året, men det bliver noget halv-hemmeligt og eksklusivt, da det er en mere smal og, selvfølgelig, filmisk sag. Det næste album må man vente med til næste år engang.”

Hvad: Tunes On Fashion
Hvornår: 8/8 09
Hvor: Det Kongelige Teaters Gamle Scene
Billetter: Billetnet

Foto: Karin Dreijer Andersson

En elektronisk Darwin-opera. Lyder det syret i dine ører? Det er det helt sikkert også, for det er den evigt eksperimenterende performancegruppe Hotel Pro Forma, der står bag forestillingen I MORGEN OM ET ÅR.

Det er ikke en forestilling om Darwin men som Darwin. En fortælling om livet og verden set med Darwins øjne. Om evolution og forandring, transformation og mutation. Og Hotel Pro Forma lover publikum et sansebombardement af lys, lyd, projektioner, kostumer, musik, sang og dans.

I MORGEN OM ET ÅR er skabt i samarbejde med den banebrydende electropopduo The Knife, som har komponeret et 100 minutter langt electronicapartitur af musik, sang og underlægningsmusik, som udfordrer operabegrebet. Musikken er skrevet til tre sangere med vidt forskellig baggrund: electronicapop, klassisk opera og skuespil. Underlægningsmusikken består bl.a. af uddrag fra lydoptagelser, som Olof Dreijer fra The Knife har indsamlet over nogle uger i Amazonjunglen i Nordbrasilien.

Endnu før urpremieren er forestillingen blevet en eksportvare. Den er allerede solgt til Dresden, Genève og Stockholm, og der er forhandlinger igang med London og Paris.

I MORGEN OM ET ÅR har verdenspremiere den 2. september på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Herefter kan forestillingen opleves i Musikhuset Aarhus den 27.-28 september.

Se uddrag fra prøverne her:

hotelproforma

Hvad: I MORGEN OM ET ÅR - en Darwin electroopera
Hvornår: Fra 2/9 09
Hvor: Det Kongelige Teaters Gamle Scene og Musikhuset Aarhus
Billetter: Billetnet